I mit arbejde med tv og dokumentar har det altid været den menneskelige fortælling, der har interesseret mig. Jeg elsker god reality, for når det er allerbedst bliver man klogere på vores psykologiske dybder. Jeg elsker en god dokumentar, der tør tage sig god tid med at fortælle historien og også lade fortolkning være op til seeren. Jeg elsker allermest de små humoristiske øjeblikke, som pludseligt dukker op i materialet og som jeg ofte har siddet og klukleet over sammen med klipperen. Humor er det aller bedste ved tv og måske noget af det vigtigste i en tv-fortælling. Jeg prøver ofte at skabe fortællinger, der har en varm grundtone, og jeg vil gerne ende et program på en konstruktiv følelse. Når man laver tv, kan man jo bare håbe på, at man skubber til andres følelser og tanker, og selv griner og græder lidt i processen. Og det gør man næsten altid, det er derfor, jeg elsker det. En gang i mellem har jeg også fået lov til at arbejde med historier, der har skubbet til dagsordner inden for værdipolitik, kultur og natur.

Det kommer altid til at lyde så højtideligt, når man skal fortælle om sig selv i arbejds-øjemed, og det er jeg ikke sindssygt vild med. Jeg er ikke specielt højtidelig, og jeg er heller ikke nødvendigvis så god til at sætte ord på strategier og andre manøvre i de højere tv-luftlag. Jeg er simpelthen mere drevet af nysgerrighed, intuition og følelse.

Produktionerne du ser her på siden er nedslag i en efterhånden lang tv-karriere, der startede tilbage i 2010. Jeg har arbejdet på langt flere produktioner - dem du finder herinde, er blot dem, der har betydet noget særligt for mig, eller dem, jeg tror, jeg har betydet noget særligt for. I kan også finde mit fulde CV her på siden.

Mangler du en redaktionschef, instruktør, post-producer, tilrettelægger eller producent, og er du interesseret i at arbejde sammen så kontakt mig endeligt.